Status på moms – intet styresignal – endnu.

Det længe ventede styresignal om moms på træningsydelser er stadig ikke blevet udsendt. Vi havde antennerne helt ude op mod 1. juli 2025, hvor alt tydede på, at beskeden kunne lande, hvis momsen skulle træde i kraft fra 1. januar 2026.

Når Skattestyrelsen ændrer momsregler, skal der gives et passende varsel – typisk seks måneder – før ikrafttræden. Havde signalet været udsendt nu, ville momsen træde i kraft 1. januar 2026. Skæringsdatoen vil med stor sandsynlighed være enten 1. januar eller 1. juli, fordi det gør regnskabsåret mere overskueligt. Derfor er 2026 fortsat i spil, men vi forestiller os ikke, at momsen kommer før 1. januar 2027.

Men kommer momsen overhovedet? Ja. Årsagen til, at den ikke kom i denne omgang, er det enorme arbejde som adskillige brancher i dag udfører for at udskyde momsen. Det er et resultat af vores og de øvrige branchers arbejde. Politikerne har i øvrigt slet ikke lyst til at pålægge os moms. Historien er dårlig, men det er ikke noget, de selv kan vælge. Det er en EU-dom, der før eller siden SKAL efterleves.

Debatten om differentierede momssatser får mere og mere opmærksomhed i medierne. Skattestyrelsen er i gang med at opbygge et nyt IT‑system, der kan håndtere flere momssatser, men deres egen plan estimerer, at systemet er færdigt i 2030. Det er meget svært at sige, hvorvidt det vil hjælpe den danske fitnessbranche.

Hvad gør PTdanmark?

Vi udnytter tiden og kæmper fortsat for den offentlige, frivillige registreringsordning for personlige trænere. Den er billig og ikke bureaukratisk. Den øgede kvalitetssikring i branchen, som en registreringsordning vil medføre, forventes at kunne spare staten penge på behandling. Historien er god.
Registreringsordningen vil påvirke branchen på mange områder: momsfritagelse, kategorisering som sundhedsydelse, et større marked, uvildig kvalitetssikring, højere forbrugertillid, samt reel anerkendelse af titlen og jobbet som personlig træner.

Tak for din opbakning

Vores møder og mange mails med Skattestyrelsen, ministerierne og politikerne lever bag kulissen. Vi holder snuden i sporet og fokuserer på det arbejde, der ligger forud; at skrive høringssvar og læserbreve, bygge relationer og indgå partnerskaber der er gunstige for processen. Det betyder ekstremt meget når frvillige, som eksempelvis Morten NP, går ind og tager initiativ til et PTdanmark summit. Noget tyder på, at vi som branche er begyndt at hænge sammen. Vi vil fortsat opfordre alle trænere til at blive medlem hos PTdanmark, den eneste brancheorganisation for de personlige trænere.

Fremtiden tilhører dem, der organiserer sig.

Har du spørgsmål, input eller vil du engagere dig? Tøv ikke med at række ud. PTdanmark er en forening, vi har ingen aktionærer. Det er medlemmerne som sætter retningen.