Træning – Den stærkeste (sundheds)pille
Intro
Der kan ikke herske nogen tvivl om at dét at være fysisk aktiv bidrager positivt til menneskers trivsel og sundhed. Det er bevist af en stor og samstemmende mængde videnskabelig litteratur på tværs af stort set alle tænkelige mål for sundhed og trivsel og på tværs af alle demografier, syge som raske. PT danmark ser personlige trænere som en vigtig brik i at anspore danskerne til mere fysisk aktivitet og til at fastholde og kvalificere den fysiske aktivitet danskerne allerede laver.
I Danmark fungerer det sådan, at den måde, som staten forsøger at anspore til fysisk aktivitet i befolkningen først og fremmest, er ved at støtte foreningsidrætslivet, en støtte, der næsten udelukkende kommer børn og unge til gode. Undersøgelserne af danskernes motionsvaner fra DANSDA og Idrættens analyseinstitut viser, at de voksne danskere først og fremmest bruger fitness som deres motionsform, hvilket cementerer personlige træneres plads som leverandører af viden om og uddannelse i træning og fastholdelse, særligt efter der ikke rigtigt findes fitnessinstruktører i fitnesscentre længere.
Den stærkeste pille
Der er overvældende evidens for at fysisk aktivitet i befolkningsstudier er forbundet med lavere generel dødelighed og sygdomsspecifik dødelighed for kredsløbssygdomme, stofskiftesygdomme, organsvigt og endda flere kræftsygdomme (1, 2). Samtidig er en højere fysisk aktivitet forbundet med en lavere risiko for at udvikle alle de relaterede sygdomme (3, 4).
Derudover findes der massevis af interventionsstudier, hvor man behandler livsstilssygdomme som prædiabetes/type II diabetes (5, 6), hypertension (7–9), dyslipidæmi (forstyrret niveau af kolesterol eller fedt i blodet) (10, 11) med træning og finder effekter der er lige så stærke som bedste tilgængelig farmakologiske behandling. Der er endda relativt stærk evidens for at dét at være i god fysisk form, defineret som havende en høj iltoptagelse, kan fjerne de usundhedseffekter, der er knyttet til overvægt helt eller delvist (12, 13).
Hvor store er effekterne
En lang række meta-analyser har undersøgt sammenhængen mellem objektivt målt fysisk aktivitet og dødelighed fra kredsløbssygdomme, kræftsygdomme og alle årsager samlet. Det bruges som en slags samlet må for sundhedseffekter.
F.eks. Viser meta-analysen af Garcia et al fra 2023 en reduktion i på 31% i samlet dødelighed ved bare at lave fysisk aktivitet svarende til 150 minutter om ugen, i forhold til ingen rekreationel fysisk aktivitet (4). En anden meta-analyse over kohorte studier med objektivt målt fysisk aktivitet (i modsætning til selv-rapporteret), hvor man har undersøgt forbindelsen med død fra alle årsager fandt at når man sammenlignede dem i den mest aktive tredje del eller fjerdel med de mindste aktive, så man 40% lavere dødelighed for let til moderat intensitet fysisk aktivitet og 56% lavere dødelighed for moderat til højintens fysisk aktivitet og 67% for samlet fysisk aktivitet (14). En tilsvarende dansk meta-analyse fra 2018 viser at sammenlignet med 750 MET-minutter/uge er 0 MET-minutter/uge forbundet med en 26% højere dødelighed, mens grænse effekten på en reduktion på 18% ses ved 2000 METminutter/uge (15).
Hvis man skal sætte disse tal i kontekst til noget andet, så er forskellen mellem at være helt inaktiv og moderat fysisk aktiv i cirka samme størrelsesorden som forskellen mellem at ryge en halv pakke smøger om dagen og slet ikke at ryge. Og forskellen mellem at være inaktiv og meget fysisk aktiv er i cirka sammen størrelsesorden som forskellen mellem at ryge over en pakke sm’ger om dagen og slet ikke at ryge (16).
Hvor meget skal der til?
De studier der har undersøgt hvor stærke associationer man ser mellem forskellige niveauer af fysisk aktivitet (i befolkningsstudier) eller mellem forskelliger grader af eksponering (i interventionsstudier) og sundhedseffekter viser samstemmende at dosis/responsforholdet er aftagende, forstået sådan at hvis man tegner en kurve mellem mængden af fysisk aktivitet og sundhedseffekter som insulinfølsomhed, blodtryk, osv., så vil den være stejl når man går fra ingen fysisk aktivitet til lidt og mindre stejl fra lidt til moderat og mindre stejl igen fra moderat til meget osv. Der er altså langt større effekt ved at gå fra ingen eller lidt fysisk aktivitet til en moderat mængde, end ved at gå fra moderat til meget. Effekten ser desuden ud til at være “mættet” ved en træningsmængde 1.5-2.0 fold over den anbefalede mængde fysisk aktivitet.
Derudover så viser de befolkningsstudier der kigger på dosis/responsforholdet at en stor del af de adspurgte rapporterer et ret lavt niveau af fysisk aktivitet. Typisk ser man at 40% er under det anbefalede niveau (ligemeget om det er danske en WHO anbefalinger og op mod halvdelen af dem rapporterer ingen rekreationel fysisk aktivitet.
Referencer
1. Cheng W, et al. Associations of leisure-time physical activity with cardiovascular mortality: A systematic review and meta-analysis of 44 prospective cohort studies. Eur J Prev Cardiol. 2018;25(17):1864–1872.
2. Nocon M, et al. Association of physical activity with all-cause and cardiovascular mortality: a systematic review and meta-analysis. Eur J Cardiovasc Prev Rehabil. 2008;15(3):239–246.
3. Kyu H, et al. Physical activity and risk of breast cancer, colon cancer, diabetes, ischemic heart disease, and ischemic stroke events: systematic review and dose-response meta-analysis for the Global Burden of Disease Study 2013. BMJ. 2016;354. https://doi.org/10.1136/bmj.i3857.
4. Garcia L, et al. Non-occupational physical activity and risk of cardiovascular disease, cancer and mortality outcomes: a dose-response meta-analysis of large prospective studies. Br J Sports Med. 2023;57(15):979–989.
5. Huang L, Fang Y, Tang L. Comparisons of different exercise interventions on glycemic control and insulin resistance in prediabetes: a network meta-analysis. BMC Endocr Disord. 2021;21(1):181.
6. Zheng L, et al. Comparison of control fasting plasma glucose of exercise-only versus exercise-diet among a pre-diabetic population: a meta-analysis. Eur J Clin Nutr. 2016;70(4):424–430.
7. Saco-Ledo G, et al. Physical exercise in resistant hypertension: A systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. Front Cardiovasc Med. 2022;9:893811.
8. Jabbarzadeh Ganjeh B, et al. Effects of aerobic exercise on blood pressure in patients with hypertension: a systematic review and dose-response meta-analysis of randomized trials. Hypertens Res. 2024;47(2):385–398.
9. Edwards JJ, et al. Exercise training and resting blood pressure: a large-scale pairwise and network meta-analysis of randomised controlled trials. Br J Sports Med. 2023;57(20):1317–1326.
10. Alvarez-Jimenez L, et al. Effectiveness of statins vs. exercise on reducing postprandial hypertriglyceridemia in dyslipidemic population: A systematic review and network meta-analysis. J Sport Health Sci. 2022;11(5):567–577.
11. Kelley GA, Kelley KS, Franklin B. Aerobic exercise and lipids and lipoproteins in patients with cardiovascular disease: a meta-analysis of randomized controlled trials. J Cardiopulm Rehabil. 2006;26(3):131–9; quiz 140–1, discussion 142–4.
12. Barry VW, et al. Fitness vs. fatness on all-cause mortality: a meta-analysis. Prog Cardiovasc Dis. 2014;56(4):382–390.
13. Lee CD, Blair SN, Jackson AS. Cardiorespiratory fitness, body composition, and all-cause and cardiovascular disease mortality in men. Am J Clin Nutr. 1999;69(3):373–380.
14. Ramakrishnan R, et al. Objectively measured physical activity and all cause mortality: A systematic review and meta-analysis. Prev Med. 2020;143:106356.
15. Blond K, et al. Association of high amounts of physical activity with mortality risk: a systematic review and meta-analysis. Br J Sports Med. 2020;54(20):1195–1201.
16. Jacobs DR Jr, et al. Cigarette smoking and mortality risk: twenty-five-year follow-up of the Seven Countries Study. Arch Intern Med. 1999;159(7):733–740.