Skal der moms på fitnessbranchen?

17.10.2022 13:10, in Synspunkter

I PT Danmark er vi både optaget af klienterne og de personlig træneres ve og vel. Dette opslag skrevet af Rasmus Thurø opsummere hvilke konsekvenser moms på fitness vil få folksesundheden og jobbet som træner/center ejer. Opslaget er udgivet på Rasmus hjemmeside (rasmusthoro.dk) hvorfra vi har gen-udgivet det her:

Grundet en vidst noget så absurd historie som en kørelærer i Tyskland der har tabt en sag, står momsfritagelsen for undervisning i hele EU til at blive ændret. Det vedrører blandt andet i fitnessbranchen holdtræning og personlig træning, der nu står til at blive 25% dyrere. Det er selvsagt en fuldstændig absurd situation at stå i ikke kun som personlig træner og centerejer, men også som beboer i et land, der påstår at ville varetage sine borgeres bedste.

Efter 2 år med corona og 2 nedlukninger ligger fitnessbranchen i forvejen fladt ned, og der er ingen tvivl om at en sådan øget afgift vil være at træde på og sparke til nogen der i forvejen ligger ned. Ser man ind i årsregnskaberne for de store kæder kan nævnes FitnessDK/SATS der er blevet solgt rundt som en underskudsgivende varm kartoffel, der i sidste ende endte i hænderne på FitnessOne og FitnessX, hvorefter cirka 20 centre blev erklæret konkurs. FitnessWorld den helt store spiller har i 2020 og 2021 tilsammen tabt næsten 9 års overskud sammenlignet med 2019 standarder og den store spiller på funktionel-markedet ARCA har tabt 6 år. Uden at medregne den vækst der ellers skulle have været og uden at vide om blødningen overhovedet er stoppet i 2022. Dette er i øvrigt dem der i forvejen klarede det ALLERBEDST – altså markedets totale ledere – jeg tør slet ikke kigge eller tænke på den store del af branchen der i forvejen var presset. Det er vel og mærke udelukkende på baggrund af corona-nedlukningerne. Nu står vi i en helt ny situation med MARKANT højere energi og varmeregninger, prisstigninger på al udstyr og drift, rentestigninger på finansiering, en udhulning af borgernes købekraft og centre der stadig ikke har ramt medlemstal fra 2019.

Selv mange af de store og seje enkeltstående fitnesscentre der er KENDTE/BRANCHELEDENDE, har mere eller mindre FULDE HUSE og HØJE PRISER (ifht branchestandarder) kører stadig rundt med røven i vandskorpen eller endda med underskud. Vi snakker altså centre med 10-30 ansatte, store lokaler, store gældsforpligtigelser og direktører/ejere, der hvis de er heldige, får en anstændig løn på trods af arbejdsuger svingende fra 40-80 timer. Det kan man da kalde interesseuger..måske skal det også hedde interessegæld. Andre brancher ville grine deres røv i laser af den profit kontra arbejdsbyrde & risikoprofil der ligger i fitnessbranchen.

Oveni dette ligger nu et forslag om, at branchen som helhed skal hæve priserne 25% pga. afgifter, vel og mærke uden at kunne putte en krone mere i egen lomme, samtidig med at den gennemsnitlige danskers rådighedsbeløb er faldet grundet energipriser, rentestigninger og inflation. Hvis jeg var politiker ville jeg have svært ved at sove om natten, når jeg lå og tænkte på hvad dette betød for en hel branche. Vel og mærke den branche der på mange måder er frontlinjen i vores sundhedssystem, og som er en nøglespiller i, at vende den sundhedskrise vi allerede som samfund står til halsen og er ved at drukne i.

Er det egentlig så slemt? Jeg er egentlig ikke typen der normalt maler fanden på væggen, for jeg ved at vi har det godt i Danmark, men sundheden i vores samfund er ALT for ringe i forhold til hvor velinformerede vi er, og hvor godt et velfærdssamfund vi praler af, at vi har. Et velfærdssamfund skal vel ikke være et samfund, hvor man kan spise og leve sig selv ihjel og så blive samlet op på hospitalet? Nej, et velfærdssamfund skal være et samfund hvor man har tid og råd til at gøre hvad man kan og vil for at holde sig sund og rask, og hvor man bliver opfordret til det, og først når dette engang imellem fejler eller naturens barske kræfter slår til bliver samlet op af et dygtigt sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen der i øvrigt har vist sig ikke at kunne følge med i kapacitet, til danskernes faldende sundhed. Et sundhedsvæsen der skriger på, at borgerne gør alt hvad de kan, med store incitamenter fra staten, for at holde sig sunde og raske og dermed ude af sygegangene så vidt muligt.

I danskernes sundhedsprofil ses det at risikoen for overvægt stiger med en faktor 4 for dem med en kortere eller ingen videregående uddannelse sammenlignet med dem der har en lang videregående uddannelse. Der er selvfølgelig mange socioøkonomiske ting på spil her, men en ting er helt sikkert. Desto dyrere det bliver at gå til fitness og desto dyrere det bliver at opsøge kvalificeret rådgivning hos eksempelvis en personlig træner, desto større bliver uligheden i samfundet på det sundhedsmæssige plan.

I 2021 opfyldte 55% af mænd og 60% af kvinder ikke WHOs MINIMUMsanbefalinger for fysisk aktivitet. Knap 53% af danskerne var overvægtige i 2021 imod knap 47% i 2010 – det er altså ikke kun skidt, det går faktisk den gale vej. Overvægt og inaktivitet er to uafhængige risikofaktorer for en række af samfundets allerdyreste og mest frekvente sygdomme så som hjertesygdomme, diabetes og mange mange andre. I 2013 kostede inaktivitet og overvægt sammenlagt 28 milliarder i behandling og produktionstab – et tal der at dømme ud fra udviklingen kun stiger år efter år. Med høj sandsynlighed er tallene undervurderede, da de kun tager højde for at hæve baren til et minimum, samt ikke tager højde for den synergi der ofte finder sted når folk ændrer livsstil – vi skruer altså ikke kun på aktivitetsniveau og overvægt, men også på sociale relationer, kost og ofte også rygning og alkohol. Credit til den finansminister der tør at se fysisk aktivitet, og de relationer det opstår i, som en profylaktisk investering og sænke skatterne og/eller at indføre et motionsfradrag til borgerne, frem for blot at skovle flere og flere penge ind til større og dyrere hospitaler.

Fitnessbranchen bidrager IKKE økonomisk nævneværdigt til Danmarks økonomi, som vi også fik tudet ørene fulde af under coronapandemien, men den bidrager på ekstrem vis indirekte via besparelser og den effektivitet en sund og rask borger kan bidrage med til samfundet. Da fitnessbranchen fik de hårdeste nedlukninger af alle brancher skyldtes det efter regeringens eget udsagn, at branchen havde højt smittepotentiale og bidrog så lidt som nogen anden til samfundsøkonomien (vi var forvist til det fjerne hjørne på grafen). Det står altså soleklart at fitnessbranchen er en præventiv investering og ikke en økonomisk motor for samfundet. Der er altså sandsynligvis mere at spare ved at lade branchen have gode vilkår (så den fortsat kan eksistere uden store statstilskud) og beholde prislejet spiseligt for borgerne (så ALLE borgere uanset socioøkonomisk status fortsat kan pleje deres fysiske og psykiske velvære).

De private virksomheder har for længe siden indset at sunde medarbejdere er værd at samle på, og støtter ofte op om diverse sundhedstiltag for deres medarbejdere. Men er det virkelig rimeligt at vi i Danmark skal ligge denne byrde over på virksomhederne, der i forvejen finansierer velfærden i Danmark? Det er på tide at borgerne incentiveres til at være fysisk aktive direkte af staten, så staten også viser sin interesse i borgernes sundhed og den besparelse der ligger i færre sygdom og mindre produktionstab. Hvis der kan laves et håndværkerfradrag, må det alt andet lige være mere end rimeligt (og god business for staten) at indføre et sundhedsfradrag. Et fradrag til forebyggende sundhedsydelser der ikke i forvejen er statsstøttede eller offentligt støttede (foreningsliv mm.), så som private fitnesscentre, personlige trænere og andre motionstilbud som yoga, pilates mm.

Alternativt og/eller samtidigt bør det overvejes at indlemme fitnessbranchen under momsfritagelsen der tilhører sundhedsydelser frem for undervisningsydelser. Det er så at sige til grin ikke at kalde motion for en sundhedsydelse. Motion ER en yderst veldokumenteret sundhedsydelse. Derudover har motion en dokumenteret besparende effekt på samfundsplan frem for behandlende sundhedsydelser der ofte træder til som en udgift når forebyggelsen har fejlet. Lad os integrere motion og fysisk aktivitet som en etableret del af sundhedsvæsenet og stoppe med at lukke øjnene for et af de mest potente midler vi har. Lad os mindske den sundhedsmæssige ulighed i samfundet, ved at støtte op om både foreninger og de private aktører. Lad os huske dem der psykisk ikke trives i foreningslivet.

Skal fitnessbranchen ikke momsfritages står vi ydermere i et konkurrenceforvridende dilemma, der risikerer ikke blot at fordyre de private tilbud, men også foreningslivet. I momslovens paragraf 13 står der, at afgiftsfritagelsen i foreningslivet ikke må medføre en konkurrencefordrejning. Man skal være blind hvis man ikke kan se, at denne konkurrencefordrejning allerede eksisterer, om end det private der har været delvist momsfritaget ikke har reageret på dette potentielle lovbrud endnu. Står det private til fuld afgiftspålægning, medfører det en åbenlys konkurrencefordrejning, til fordel for samtlige foreninger der konkurrerer med det private om motionstilbud, holdtræning og undervisning. Foreningslivet vil ikke blot modtage kroner i lokalestøtte, uddannelsesstøtte, udstyrsstøtte samt mange andre støttekroner når diverse kriser kradser – de vil også oveni hatten kunne udbyde lavere priser på grund af afgiftsforskel – en KÆMPE konkurrenceforvridning på alle leder og kanter. Efterspillet risikerer altså at blive, at det ikke blot bliver dyrere som voksen hos de private aktører at holde sig sund og rask, men at det også bliver dyrere for børn og unge at gå til fodbold, gymnastik, dans eller lignende, samt for voksne at benytte deres lokale foreninger. Jeg er ikke jurist, men det synes næsten uundgåeligt, at der kommer et efterspil her.

Foreningslivet og de private aktører bør belønnes ligeligt for deres indsats i forbedringen af folkesundheden og opretholdelsen af lokale fællesskaber, eksempelvis ved førnævnte private skattefradrag hos køb fra ikke-offentligt støttede institutioner og/eller som minimum ved ikke at lave konkurrencefordrejende afgiftspålægninger.

Der er oprettet et borgerforslag om fortsat at holde holdtræning og privatundervisning momsfritaget – som nævnt er det en god start af flere potentielle løsninger og om ikke andet et godt opråb til politikerne! Skriv endelig under nedenfor og del opslaget med alle der kunne have samme interesse!

Borgerslag mod momspligt på undervisning (borgerforslag.dk)

Opsummering

Holdtræning, holdundervisning & personlig træning står til at blive pålagt 25% afgift og dermed stige 25% i pris
Regnes 15% prisstigninger grundet inflation & energipriser ind, vil et abonnement til 299 ende på 429 og et abonnement til 499 ende på 717. Dette uden at medregne hvilke effekter et eventuelt medlemstab & øgede administrationsomkostninger har på prisen.
Ovenstående rammer også dit almindelige fitnessabonnement, da mange centre der udbyder begge dele betaler lav moms sammenlagt.
Prisstigningerne vil meget sandsynligt gøre, at socioøkonomisk status får en endnu større betydning for borgernes sundhed
Fitnessbranchen har som helhed ikke “råd” til at miste besøgende/omsætning, hvilket højest sandsynligt sker ved en prisstigning
Inaktivitet, overvægt og usunde borgere er meget dyrt for Danmark
Det vides ikke i hvilken grad prisstigningerne påvirker deltagelsen i ovennævnte aktiviteter, men strukturelle tiltag som afgiftspålægning er typisk de mest adfærdsændrende (denne gang i negativ retning)
Mister fitnessbranchen for meget omsætning risikerer vi lukninger af lokale motionstilbud. Dette føder følgende negative spiral: Corona–>øget inaktivitet–>dårlig økonomi i branchen–>inflation&energipriser–>øget inaktivitet–>momspålægning–>øget inaktivitet (færre medlemmer)–>lukning af økonomisk urentable motionstilbud–>øget inaktivitet
Pålægges fitnessbranchen som helhed moms, opstår der en stor & med al sandsynlighed ulovlig konkurrenceforvridning sammenholdt med foreningslivet. Foreningslivet risikerer også at skulle fordyres (momspålægges)
Det bør kraftigt overvejes om fitnessbranchen skal momsfritages som en sundhedsydelse, frem for som hidtil at være momsfritaget som en undervisningsydelse
Fitnessbranchen er som hovedregel ikke en økonomisk motor, og momspålægningen kontra momsfradragene vil sandsynligvis give minimalt plus i statskassen (specielt sammenlignet med de potentielt øgede sundhedsomkostninger & tab af arbejdspladser)