Nye vedtægter og stigning af kontingent

Kære medlemmer og nyhedsbrevsabonnenter,

Vi vil gerne takke jer, der deltog i generalforsamlingen den 3. juni 2024 i Schillerhuset. Vi er glade for at kunne meddele, at alle de foreslåede ændringer blev vedtaget.

Her er en opsummering af de vigtige beslutninger:

1. Navneændring

Vi har officielt ændret foreningens navn fra PT Danmark til PTdanmark, da det stemmer overens med SMVdanmark, som vi begynder at samarbejde med for at opnå momsfri PT som en sundhedsydelse.

2. Vedtægtsændringer

Kontingentændringer: Kontingentet er hævet til 1600 kr/år for at afspejle inflation og muliggøre projekt om momsfritagelse af PT. Månedsbetaling er ændret fra 125 kr til 133,33 kr (1.600 kr årligt), og kvartalsbetaling fra 350 kr til 400 kr (1.600 kr årligt). Det nye kontingent træder i kraft den 10. juni 2024.
OBS. Udfaldet af vores momssag vil påvirke os alle. Momssagen er PTdanmarks eneste aktuelle mærkesag. Prisen på medlemskab er justeret for at matche det budget, vi har lavet med henblik på de merudgifter til SMVdanmarks politiske eksperter, når vi kæmper momssagen (se oprindelige budget her).

Formål: Der er foretaget mindre tilpasninger af foreningens formål for at gøre beskrivelsen af medlemskab tydeligere.

Etisk charter: I vedtægterne er beskrivelsen af det etiske charter gjort tydeligere for at specificere, hvilke dele der gælder for alle medlemmer og hvilke der kun gælder for Registrerede Personlige Trænere (RPT’ere).

RPT-ordningen: Tydeliggjort, at det er valgfrit for trænere at indgå i RPT-ordningen, som omfatter uvildig kvalitetssikring og dopingtest.

Virksomhedsregistrering: Virksomheder kan nu registrere sig gratis (før kostede det 500 kr), og de kan valgtfrit vælge at betale medlemskab for deres trænere. Der er også tilføjet et gebyr på 500,00 DKK per forsendelse for bestilling af skilte (klistermærker).

3. Registrering og implementering

Vi har igangsat planen for registrering af det nye navn og de opdaterede vedtægter hos Erhvervsstyrelsen.

Vi er gået fra 77 til 151 medlemmer på et par måneder, hvilket må anses som et godt skridt på vejen. Vi forventer at nå målet om 250 medlemmer i løbet af sommeren, hvor den endelige indsats for at få momsfritaget PT som en sundhedsydelse kan begynde.

Bilag:

Hvis I har spørgsmål eller brug for yderligere information, er I altid velkomne til at kontakte os på [email protected] eller via vores SoMe-kanaler.

Endnu en gang tak for jeres støtte og deltagelse.

De bedste hilsner,
Bestyrelsen
PTdanmark